The Last of Us - 12 år senere...

Jeg har haft The Last of Us spillet liggende rigtig rigtig længe, først til PlayStation - og langt senere også til PC. Men... Jeg har ikke kunnet spille det, jeg er så pisse dårlig til jump scares og de der lyde især Clickers laver, nnngh - jeg kan dem altså ikke.

Så kom TV serien på MAX og jeg syntes alligevel at jeg ville gennemføre spillet inden jeg så serien - bare for at ha' en ordentlig reference.

Jeg fik startet på Part 1 .... shit det er et fedt spil, med en helt igennem fantastisk historie, lydside og gameplay - og så er det pisse flot, selv er i 2025.

Det er ikke så tit jeg lister i kælderen for at spille, og især ikke her i forsommeren, hvor vejret tit er til noget helt andet. Men damn, det har været svært at holde sig væk. Jeg har været helt væk i universet, og ret så investeret i karakterene.

Nu mange timere senere - så har jeg gennemført bådet Part 1 og Part 2 - og er nu fanget i en "last of us blues", hvor jeg ikke rigtig ved hvad lejer jeg skal stå i - men til gengæld, så har jeg lyttet ret meget til soundtracket fra især Part 2.

Abby eller Ellie.

Hvem er skurken - ikke rigtig noget, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at der ikke er nogen vindere her - og på den måde er det et meget uamerikansk spil. Ikke noget med happy endings. Kun hvor langt vi som mennesker er villige til at gå, tab - eller i hvert fald følelsen af det. Og hvad det koster at midste og at hævn meget sjældent er den rigtige løsning på noget.

Jeg tror ikke, jeg før har spillet noget med historie så godt fortalt og med så mange detaljer og nuancer - det er ret imponerende hvor godt det er lavet. Kæmpe cadeau til holdet hos Naughty Dog der har stykket det her sammen.

Tak for gys, grin og gråd!

··· Ulrik